Mediefag
I mediefag beskæftiger vi os med film, tv, aviser, internet og andre former for massekommunikation. Fokus vil være på de levende billeder, da film og tv må opfattes som tidens bærende medier. Tilgangen vil være både teoretisk og praktisk.
I den teoretiske del handler det om mediernes funktion og de
enkelte mediers særtræk. Her vil film- og mediehistorien give et
overblik over udviklingen fra filmen fødtes i 1895 og til i dag,
hvor film blot er en blandt mange udtryksformer. I filmhistorien
vil vi dels undersøge de vigtigste filmbevægelse (fx
italiensk neorealisme, fransk nybølge og dogmefilm) og de vigtigste
filmgenrer (fx film noir, gysere, komedier og road movies).
I medieanalyse vil vi huske, at medier også kan være kultur og
kunst. Foruden analyser af temaer og argumenter vil vi undersøge
stilens betydning og vise, hvordan valget af klipperytme,
kameralinse og underlægningsmusik er med til at forme vores
forståelse af handlingen. Her vil vi få rig lejlighed til at
studere måder at fortælle på, der adskiller sig fra det klassiske
filmsprog, som man kender det fra Hollywood og hovedstrømningen
inden for dansk film. I analysen vil vi også undersøge
fortællestrukturen for at vise, hvordan de enkelte medier og genrer
forholder sig til arketypiske måder at skabe fortællinger på.
Undervejs vil holdet få lejlighed til at fordybe sig i emner efter
eget valg. Det kan være alt fra reklamefilm over komedieserier og
musikvideoer til kultfilm. De kunne også være studier af
instruktører som Alfred Hitchcock, David Lynch og Lars von
Trier.
I den praktiske del opøves færdigheder i at udtrykke sig visuelt,
skabe filmiske fortællinger og dokumentere virkeligheden.
Manuskriptskrivning, dramaturgi, kameraarbejde, lydoptagelse,
skuespil, interviewteknik og redigering vil være nogle af de
områder, man vil få færdigheder i. Undervejs vil vi komme til at
lave en række korte film, både fiktion og fakta. På b-niveau laves
en større eksamensproduktion midt i 3.g. De bedste af
produktionerne vises for hele skolen ved de årlige Gefion Movie
Awards.
Hvis du vil have detaljeret informationfaget og læreplaner, kan du læse om det på Undervisningsministeriets hjemmeside
Brug evt. linket her:
http://www.uvm.dk/Uddannelse/Gymnasiale%20uddannelser/Fagenes%20sider.aspx
