Historie
Når du afslutter faget i 3.g, er det målet, at du kan :
-
dokumentere viden om centrale udviklingslinier og begivenheder i Danmarks historie, Europas historie og verdenshistorie, herunder sammenhænge mellem den nationale, regionale, europæiske og globale udvikling
-
dokumentere viden om forskellige samfundsstrukturer
-
formulere historiske problemstillinger og relatere disse til din egen tid
-
analysere samspillet mellem mennesker, naturgrundlag og samfundi gennem tiderne
-
analysere eksempler på samspil mellem materielle forhold og mentalitet i tid og rum
-
forklare samfundsmæssige forandringer og diskutere periodiseringsprincipper
-
forklare måder at forme og styre samfund på og se konsekvenserne heraf for individets vilkår
-
reflektere over mennesket som historieskabt og historieskabende
-
indsamle og systematisere informationer om og fra fortiden
-
bearbejde forskelligartet historisk materiale og forholde sig metodisk-kritisk dokumenterende til eksempler på brug af fortiden.
Arbejdsformer og emner
I historie vil du møde en bred vifte af arbejdsformer, der gradvist
i det 3-årige forløb vil stille større krav om selvstændighed og
evne til selv at arbejde med historiske problemstillinger. Der
arbejdes med en række centrale perioder samt med supplerende
stof.
Nogle forløb vil lægge vægt på at skabe overblik, mens hovedsigtet med andre er fordybelse - alle forløb bliver desuden relateret til vores egen samtid. Når du arbejder med Danmarkshistorie vil der være udblik til verdenshistorien og omvendt, og i alle forløb vil du møde forskellige typer af materiale som f.eks. kildetekster, websider, billeder, film, dokumentarudsendelser, tegneserier, genstande osv.
Historie har en særlig forpligtigelse til at skabe helhed og sammenhæng i gymnasieforløbet og arbejder tæt sammen med de øvrige fag i alle tre år. Omkring grundforløbets afslutning laver historie sammen med dansk et 'turbo-oversigtsforløb, hvor du får et grundlæggende overblik over den historiske udvikling. I 2.g. skal du lave en opgave i historie og/eller dansk. I det nye fag Almen studieforberedelse samt i studieretningerne vil historie indgå i tværfagligt samarbejde med de øvrige fag.
Hvis du vil have detaljeret information om faget og læreplaner, kan du læse om det på Undervisningsministeriets hjemmeside
Brug evt. linket her:
http://www.uvm.dk/Uddannelse/Gymnasiale%20uddannelser/Fagenes%20sider.aspx
